I Gladsaxe Kommune ønsker vi at imødekomme fremtidens krav til den verden, vores børn vokser op i. Alsidige personlige, sociale og faglige kompetencer går hånd i hånd med trivsel og demokratisk dannelse, hvilket derfor er centrale elementer i visionen for Gladsaxes skoler.
Mange af vores børn og unge kommer til at få job, der slet ikke findes i dag, og det stiller andre krav til udviklingen af elevernes kompetencer end traditionelt set.
Vi arbejder på at udvikle Gladsaxe Kommunes skoler, så vores børn og unge kan klare sig godt og trives i et samfund, der vil se helt anderledes ud, stiller andre krav og giver helt andre muligheder, end samfundet i dag. Det gør vi blandt andet med fokus på:
Synlig læring https://gladsaxe.dk/kommunen/borger/familie-boern-og-unge/skole-og-uddannelse/laering-og-dannelse
det 21. århundredes kompetencer
https://gladsaxe.dk/fremtidens-skole/hvad-goer-vi/hvilke-kompetencer-skal-boern-og-unge-laere
og ved at lære børnene at lære
https://gladsaxe.dk/fremtidens-skole/forside
Deltagelsesmuligheder for alle:
I 2022 blev der etableret tværprofessionelle teams på alle skoler i Gladsaxe, og herunder Bagsværd Skole. Teamet, der består af fagpersoner som fx. PPR-medarbejdere, familiebehandlere, børne-og ungerådgivere med flere, skal kunne træde ind tidligere med en forebyggende indsats, når der er børn, der ikke trives. Målet er at skabe bedre deltagelsesmuligheder for alle børn.
Læs mere her: https://gladsaxe.dk/borger/boern-og-familie/familie-og-raadgivning/deltagelsesmuligheder-for-alle?term=deltagelsesmuligheder%20for%20alle
Referat af skoleudviklingssamtale:
Bagsværd Skole, 28.01.2026
Deltagere: Skoleledelse, tillidsvalgte, elevrepræsentanter, madordningspersonale, lærere og forvaltning.
Centrale fund og refleksioner:
Samtalen blev gennemført med: Oplæg og drøftelser.
Eksempler på ting, der lykkes godt:
• Forsøgsordning med skolemad er medvirkende til ro, klare rammer og voksennærvær, der understøtter fællesskab, nysgerrighed og mod til at smage.
• Elevrådet har en tydelig stemme og arbejder aktivt med at omsætte trivselspejlemærker og undervisningsmiljøvurdering til elevvenlige temaer og sprog. Elevrådet har lavet egen trivselsmåling til skolens elever.
• Systematisk og tættere samarbejde med kontaktforældre, som oplever større ensretning, tydelighed og respons. Samarbejdet bidrager nu til en mere fælles retning.
• Talenttimer i både matematik og dansk skaber faglige fællesskaber, hvor elever arbejder med strategier, problemløsende og længerevarende forløb.
• En ledelse, der er synlig i hverdagen, fx i undervisningen og morgenåbningen, og bidrager til ro, genkendelighed og et styrket arbejdsmiljø.
• Et tæt samarbejde mellem skoleledelse og teamleder for det tværprofessionelle team (tpt).
Opmærksomheder:
• TPT-samarbejdet skal fortsat videreudvikles med mod til at udfordre fagligheder, skabe gennemsigtighed, være tættere på praksis sammen og sikre arbejdsro for alle børn.
• SFO-området har fortsat brug for et opdateret fælles fundament og tydelig ledelsesfokus for at matche skolens øvrige udvikling.
• Udvikling af ny skolestart for børnehaveklasser, hvor udskudt klassedannelse bliver erstattet af ny skolestart august og med elementer fra temabaseret undervisning.
• Fortsat udvikling af prioritering af at have pædagog- og lærerressourcer hos de børn, der har det svært, så det ikke er vikarer, der løser opgaven.
Anbefalinger og aftaler:
Udvikling af temabaseret undervisning i børnehaveklassen:
Fokus på at arbejde med udviklingen af opstart i børnehaveklassen, herunder med inspiration fra temabaseret undervisning.
Elevernes trivselsundersøgelse omsat til praksis:
Fokus på at hjælpe elevrådet med at gennemføre, omsætte og sætte handlinger på deres egen trivselsundersøgelse i forbindelse med arbejdet med trivselspejlemærker og undervisningsmiljøvurdering.
Fortsat udvikling af tpt-samarbejdet:
Fokus på fortsat at udvikle samarbejdet med tpt, herunder muligheder for at handle hurtigt og et tættere samarbejde mellem de enkelte team og tpt.
Kommunikation og forældresamarbejde:
Fokus på skolens udvikling af samarbejde med kontaktforældrene, og det fælles arbejde med ”Rammer for kommunikation” og ”Sådan gør vi på Bagsværd skole”, sådan at forældrene ved hvad de kan forvente af skolens kommunikation.